Dato:
14. oktober 2018
Titel:

Dyreværnsorganisationer slår alarm: Vi drukner i katte

Billede titel:
Lang tekst:

Danmark drukner i uønskede, herreløse, syge eller nødstedte katte, og dyreværnsorganisationerne kan snart ikke følge med længere. Kattene er for mange, problemerne for store, og udgifterne stiger langt hurtigere end indtægterne. Derfor står organisationerne sammen og prøver at råbe både politikere, katteejere og befolkningen op.

"Der er ingen tvivl; Danmark har et alvorligt katteproblem, og der må gøres noget nu. Dyreværnsorganisationerne kan simpelthen ikke følge med. I Dyrenes Beskyttelse har vi på bare to år oplevet en stigning i kattesager på 56 procent. Det betyder, at vi nu har 27 sager med katte i nød om dagen. Det svarer til næsten 10.000 katte om året", fortæller Jens Jokumsen, projektleder i Dyrenes Beskyttelse.

Det samme billede tegner sig hos Kattens Værn, der også mærker en stor stigning i kattesager.

"Siden 70'erne har Kattens Værn indfanget herreløse katte, men der bliver bare flere og flere katte, og vi er nu oppe på at have ni katte-inspektører, der indfanger herreløse og syge katte i hele Danmark", siger Mogens Wilbert, direktør i Kattens Værn.

For mange katte - for få ejere

Problemet med de mange katte opstår, fordi antallet af herreløse katte stiger. Man anslår, at der er omkring 650.000 ejerkatte og derudover 500.000 vildtlevende, herreløse katte i Danmark.

Kattene formerer sig lystigt, og det resulterer i uønskede killinger, som ikke hører til hos nogen ejer og derfor også bliver herreløse. Når de katte bliver syge, kommer i nød eller selv får killinger, er der derfor ingen ejer til at hjælpe dem.

Det stigende problem med de mange herreløse katte er heller ikke nyt for Anne Trane, internatbestyrer i Dansk Dyreværn Aarhus:

"En kat kan på en sæson få op til 2-3 kuld killinger, og med så stort et antal fertile katte, ja så kan vi i Dansk Dyreværn Aarhus på ingen måde følge med, og kattene bliver derfor født og overladt til en trist skæbne".

Formand for Det Danske Katteregister Vibeke Haslund er heller ikke i tvivl om problemet:

"I løbet af sommeren har vi set en mærkbar stigning i antallet af henvendelser om katte - der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med et stigende problem, der skriger på løsninger", siger hun.